Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu
Grønlands Nationalmuseum & Arkiv

Grønlands bygningskultur og - historie

Grønlands bygningskultur og bygningshistorie kan i grove træk inddeles i den oprindelige inuitiske byggeskik, Nordbo byggeskik og den europæisk påvirket bygningstradition, som følge af koloniseringen af landet. På denne side kan du få et kort overblik over de forskellige typiske bygninger, som har præget landet efter koloniseringen. Det er bl.a. disse bygningstyper, det drejer sig om, når det handler om fredning og bevaring af Grønlands bygningsarv.  

 

Bygningshistorie frem til ca. 1950

Før koloniseringen boede folk spredt og hovedsageligt i tørvehuse, som var bygget af tørv, sten og drivtræ. Med koloniseringen fulgte nye byggestile i forbindelse med oprettelsen af handelssteder på vestkysten. Et handelssted fulgte stort set samme bygningsmønster og fremgangsmåde og bestod af Handelens bygninger, beboelseshuse, som kaldtes våningshuse, pakhuse, provianthuset (butikken), værksteder, spækhuse osv. Missionen anlagde bygninger som kirke, skole og bolig for missionæren.  Bygningerne havde altså forskellige funktioner, men omfattede fire grund-bygningstyper: tørvemurshuse, stenhuse, stokværkshuse og bræddebeklædte bindingsværkshuse. Inden for disse bygningstyper findes der flere varianter.

 

Tørvemurshuse

Ved koloniseringen begyndelse var de almindeligste typer af huse tørvemurshuse, som enten kunne være et enfamiliehus eller fælleshuset - et større hus, hvor flere familier kunne bo sammen. Fælles for de to typer er, at de oftest var bygget ind i en skrænt med vægge af blandet sten og tørv. Taget bestod af et spærtag af drivtræ, båret af en langsgående ryg, hvor man lagde gamle umiaq-skind, hvorpå der lå tørv og sten, som havde en lunede effekt.

Huset bestod af et stort rum med en forhøjet briks langs bagvæggen. Indgangen var en forsænket rørformet gang, også kaldet husgangen, samt nogle lyshuller, som blev dækket med tarmskind.

Hustypen ændredes dog gradvist med koloniseringen, og fra midten af 1800-tallet afløstes lyshullerne af glasvinduer og både husgangen og væggene fik ændret udseende med flere ydervægge af sten eller brædder og en isolerende tørvemur udenpå. Til sidst blev taget også højere, og hustypen fik da navnet et dansk-grønlandsk hus.

I dag anvendes det dansk-grønlandske tørvemurshus kun ganske få steder og er ved at forsvinde helt som byggestil.

 

Stenhuse

Det traditionelle grønlandske stenhus minder på flere måder om tørvemurshusene. I Nordgrønland ser man stenhuse, som er et forbedret dansk-grønlandsk hus, hvor tørvemuren er afløst af en ren stenmur.

Tegninger og beskrivelser fra slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet fortæller os, at der har fandtes stenbygninger med tørvefugning og fladt tag, som Handelen brugte til værksteder, bryghuse, spækhuse m.m. Denne husvariant kan ikke længere ses i bygningsbilledet, men har højst sandsynlig mindet meget om det nordgrønlandske hus.

 

1800-tallet

Udviklingen af stenhuset foregår i Sydgrønland. I 1830’erne opstod der en ny og lokal stenbygningsteknik i Sydgrønland – kassemursteknikken – som blev anvendt som værksted og pakhus og i nogen udstrækning til beboelse og kirke.  Alle væggene var nu opmurede stenvægge med et rejst tag forankret til stenmurene, som var forsynet med murankre af træ.

 

1900-tallet

Fra slutningen af 1920’erne bliver stenbygningsteknikken mere og mere avanceret, og man går over til at anvende tilhuggede granitsten. Fåreslagteriet i Julianehåb (1928-29) var den første bygning bygget med denne teknik. I løbet af et årti blev der ligeledes i Julianehåb opført tre store og et mindre pakhus. Grønlands største stenbygning findes i dag i Uummannaq, Nordvestgrønland, og blev opført i 1934-35.

I nyere tid har man ikke taget godt hånd om stenhusene, og siden 1950’erne har der været revet ca. 76 af de omtrent 126 offentlige stenbygninger, opført i perioden 1830-1940, ned.

 

Stokværkshusene

Stokværkshusene stammer oprindeligt fra Norge ”laftehus” og blev anvendt som beboelseshus for handelens folk i begyndelsen af koloniseringen. Der var en markant fordel ved denne hustype, idet den let kunne skilles ad for derefter at blive sejlet til Grønland og genrejst på kort tid. Hustypen blev ofte seriefremstillet og var solid og relativt isoleret.

Huset består af massive tilhuggede tømmerstokke, som lægges vandret oven på hinanden. På denne måde blev væggene helt tætte og isolerede. Fra midten af 1750’erne blev stokværkshusene bygget i København og sendt til Grønland.

Gennem tiden har man passet godt på stokværkshusene eller snarere træmaterialet, for pommersk træ er et meget kostbart og holdbart materiale, og der er faktisk kun forsvundet 5-6 huse, primært på grund af brand. I perioden 1734-1847 blev der opført ca. 50 stokværkshuse i Grønland. Af de ca. 44 huse, der endnu eksisterer, er der dog kun omkring 14, som befinder sig på deres oprindelige plads. De øvrige er enten genopført i samme skikkelse som tidligere, eller man har genanvendt træet i en helt ændret husudgave. Efter 1847 ophørte fremstillingen af stokværkshuse.

Der findes også kirker af stokværk, heraf Zionkirken i Ilulissat, opført 1779-1783 og den Blå kirke i Sisimiut fra 1773, som ikke længere anvendes som kirke. Stokværkshuse udgjorde også Grønlands første højhuse, idet der blev opført i alt fem to etagebygninger, hvoraf de to største blev bygget i Nuuk og Ilulissat, som de første seminarier i landet. I dag fungere de to bygninger som henholdsvis bispebolig i Nuuk og lokalmuseum i Ilulissat. De øvrige blev opført i Maniitsoq, Sisimiut og Qeqertarsuaq, hvoraf sidstnævnte ikke eksisterer længere.

 

Bindingsværkshuse

Fra 1880’erne afløste og supplerede det bræddebeklædte bindingsværkshus stokværkshusene med et tredobbelt lag brædder i konstruktionen. Bindingsværkshuset har undergået få ændringer og er blevet benyttet i Grønland i over 100 år til pakhuse, værksteder, butikker samt enkelte kirker.  

Det grønlandske bindingsværkshus er konstrueret af kraftigt firkantet tømmer, opsat i en form for selvbærende skellet og beklædt udvendigt med lodrette brædder. Almindeligvis slog man blot brædder udenpå bindingsværket, men der findes 5-6 bindingsværkshuse med udmurede tavl.

Vi har bevaret mange pakhuse, værksteder, kirker, beboelseshuse og sygehuse af bindingsværkstypen fra 1800-tallet og 1900-tallet, mens der fra 1700-tallet kun findes et bindingsværkshus – nemlig det sorte pakhus i Ilulissat, som i dag anvendes af lokalmuseet.

Af andre eksempler på markante bindingsværkshuse i landet kan der nævnes; Frelserens Kirke i Qaqortoq fra 1832, Seminariet i Nuuk fra 1906, Lægeboligen i Upernavik fra 1915, den tidligere missionærbolig i Ammassalik samt mange flere.

 

Efter 2. Verdenskrig – nye byggeskikke

Efter 1950 var det Grønlands Tekniske Organisation (GTO), der stod for al byggeaktivitet i landet. Der var et stort behov for flere og bedre boliger, hvilket resulterede i nye boligformer , som de første rækkehuse, etagehuse og indførte nye begreber som boligstøttehuse og typehuse. Det var også i denne tid, at Sana (Dronning Ingrids Hospital) blev opført i Nuuk. 

 

Læs mere om grønlands bygningskultur her.

Søg på NKA