Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu
Grønlands Nationalmuseum & Arkiv

Hvordan ser kulturminder ud?

Ude i felten støder man af og til på husmure, stenrækker, grave eller næsten intakte huse. Hvad er det man står med, hvilken tid stammer de fra, og hvem boede eller benyttede disse? Det er ikke nemt at komme med en fuldstændig guide til de gamle fortidsminder, men her præsenteres du for nogle generelle typer fortidsminder i Grønland.

Palæo-eskimoisk kulturer

Stenalderkulturerne Saqqaq- og Dorset-kultur kaldes med en fællesbetegnelse for de palæo-eskimoiske kulturer. Betegnelsen dækker dermed over en tidsperiode fra 2.400 f.kr. til 1.200 e.kr. Dette er en meget grov inddeling, men når vi her beskæftiger os med boligstrukturer, kan den godt bruges. Generelt har disse tidlige kulturer ikke haft noget hus, men har boet i telt året rundt. Til forskel fra Thulekulturens teltringe, ser man ildsteder inde i teltringene. Ildstedet står som en boksstruktur i den såkaldte midtergang. Disse kulturminder har alle en høj alder, og de er derfor oftest overgroede af planter. Det kræver derfor tit et meget trænet øje at spotte dem. I nogle dele af landet ligger ruinerne dog på grussletter (Nordøst-grønland), og her vil man faktisk kunne se dem stå i samme stand, som da de blev forladt for et par tusind år siden.

Thulekulturen

Thulekulturen kom til Grønland omkring år 1200, efter den havde spredt sig gennem et par århundreder fra Bering Strædet. Kulturen udbredte sig til hele Grønland og viste sig at være så godt tilpasset det arktiske miljø, at den overlevede helt frem til moderne tid - ja man kan sågar sige, at visse dele af den har overlevet helt frem til i dag.

 

Rundhuse

rundhus.gif

Rundhuset hører til i den første tid af Thule kulturens bosættelse i Grønland (1200-1750). Det er kendt fra hele Grønland og kan optræde i lidt forskellige variationer. Det betyder, at man kan se det som ovalt, cirkelrundt eller også som det såkaldte kløverbladshus, hvor der er lavet udposninger på rummet. Derudover er indgangen altid meget varierende afhængig af terrænforhold, vejrforhold samt byggeskik.

Da rundhusene er gamle, er de meget ofte svære at spotte i terrænet. Derudover kan senere bebyggelse også skjule disse gamle ruiner. Hustypen var i Thule-området i brug helt op i 1900-tallet.

 

Langhuse

Kronologisk set var langhuset efterfølgeren til rundhuset. Det opstod synkront i både Grønland og Canada, og dog har man endnu ikke fundet noget endegyldigt svar på, hvorfor denne hustype opstod. Det ser dog ud til at have forbindelse med inuits lange handelsrejser i 1600-tallet. Socialt set må denne overgang også have været omsiggribende: Det var nu 4-6 familier, der boede under samme tag. Husformen er kendt fra hele Grønland og blev generelt set afløst af det kvadratiske hus i løbet af 1700-tallet. I visse områder skete overgangen dog noget senere, således i Upernavik-området omkring 1815 og Tasiilaq-området først i 1920-erne.

 

 

Kvadratiske huse

Overgangen til det kvadratiske hus, har som ovenfor nævnt, varieret fra lokalitet til lokalitet. Sådan er det også med de eksakte former på husene. Nogle steder i Grønland har det kvadratiske hus været altdominerende i 1800-tallet, mens man andre steder også har set det trapezformede hus. Når der her skal generaliseres for hele Grønland, må vi derfor slå flere husformer sammen. Fælles for dem er dog, at de er ikke har runde hjørner og adskiller sig fra langhuset ved at være langt mindre, og altså kun er beregnet for en enkelt familie. Tidsmæssigt er formen opstået i 1700-tallet på den centrale vestkyst, mens det igen i yderområderne sker senere. Størrelsesmæssigt er de mindste typer 1,5 - 1,5 meter, mens de største kan være helt oppe på 4x4 meter.

 

 

Nordbo-kultur

Skandinaviens historie fortæller, at der i 7-800 årene skete flere udvandringer fra Norge til Island - og videre til Grønland i 982, som anført af Erik den Røde. Nordboerne bosatte sig i to hovedområder: Vesterbygden og Østerbygden. Her levede man i ca. 450 år og efterlod sig en række mindesmærker, som vi den dag i dag kan se i landskabet.

Boligen inordbotiden var udformet som et langhus med et stort aflangt ildsted i midten til opvarmning og madlavning. Her i langhuset udspillede hele indendørslivet sig: Der blev sovet, lavet mad, spist, tilberedt skind, syet og fremstillet redskaber af mange slags. Adskilt fra denne bolig fandtes de øvrige bygninger liggende i området omkring langhuset. Hustypen er kendt fra Skandinavien, hvor huset har været brugt gennem det meste af vikingetiden.

 

Stald

Staldene i nordbotiden har været helt centrale bygninger, da landbrugsprodukterne fra dyr har givet beboerne en god variation til den marine kost. Det er derfor oplagt, at man har værnet godt om sine dyr, og f.eks. været omhyggelige i opbygningen af staldanlæggene. Stalden har været godt isoleret ved en stor tørvemur og indvendig har hvert dyr haft sin plads, ofte angivet af enten båsesten eller tøjrepæl.

 

Kirkerne

Nordbotidens kirkebygninger har varieret meget. Forskelligheden ligger først og fremmest i afspejlingen af beboernes sociale status, men også tidsmæssigt ses en udvikling, som er gået fra de helt små kirker opbygget af træ med tørvemur udenom til de senere store kirker opbygget af tilhuggede stenblokke. På billedet her ved siden af ses en rekonstruktion af den lille kirke, man har fundet ved Qassiarsuk; en kirke som kan have været bygget på Erik den Rødes tid, og som derfor har fået navnet Thjohildes Kirke (efter Eriks kone). De større kirkebygninger kendes bl.a. fra Igaliku, Qassiarsuk og Qaqortukulooq (Hvalsø).

 

Centraliseret gård

Den centraliserede gård var mest udbredt i Vesterbygden, hvorfra tegningen her også stammer (Gård V53C i Austmannadalen). De mange forskellige rum udgør enkelte huse, der er bygget så tæt på hinanden, så de isolerer for hinanden og dermed kan deles om varmen. Også varmen fra husdyrene kommer på denne måde menneskene til gode. Samtidig har nordboerne kunnet bevæge sig mellem de forskellige bygninger uden at måtte gå ud i det fri. De seneste arkæologiske udgravninger viser, at de centraliserede gårdanlæg står tilbage som resultatet af nordboernes tilpasning til det kolde indlandsklima i Vesterbygden.

 

Skemma

Disse lagerhuse består af to hovedtyper: Gårdens eget forrådskammer, hvor forskellige former for proviant, mere eller mindre uforarbejdede, kunne opbevares for vinteren. Den anden type var varehuse, hvor man opbevarede de handelsvarer, der skulle afskibes til Island eller Europa. Fælles for de to typer var, at de var opbyggede som regulære stenmure uden nogen form for mørtel. Denne byggeskik har gjort, at flere af disse huse stadig står i meget stor højde. Det har også bevirket, at der har været god udluftning i bygningen og madvarer har derfor kunnet holde sig bedre. Forskellen i de to typer ses hovedsagligt i, at den første type byggedes inde i landet, hvorimod den anden type, kunne ligge i nærheden af stranden.

Søg på NKA