Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu
Grønlands Nationalmuseum & Arkiv
BurgerBurger
Arrow-simple-leftArrow-simple-leftArrow-simple-rightArrow-simple-right

NKA’s bygninger

NKA’s bygninger

Grønlands Nationalmuseum har til huse i de gamle pakhuse på Hans Egedesvej i kolonihavnen. Hver bygning har tildelt et B-nr. (bygningsnummer) Mange af bygningerne er af ældre dato og er derfor bevaringsværdige i sig selv, mens flere af dem er fredede. Sammen med den flotte udsigt til vandet, danner bygningerne en smuk og æstetisk ramme for Grønlands Nationalmuseum. 

B-36

B-36

På Hans Egedesvej 17 ligger B-36 - museets eget værksted. Det er en fredet bygning fra 1851, som oprindeligt har været anvendt som bødkerværksted og materielhus. Senere blev den brugt som bageri, og dernæst til malerværksted. Omkring 1758 blev byens første, selvstændige kirkebygning opført på dette sted, der i 1772 erstattes af en anden kirke med samme beliggenhed. Det er derfor ikke usandsynligt, at der indgår sten fra begge kirker i B-36. 

B-43

B-43

B-43 er beliggende på Hans Egedesvej 21. Bygningen er i dag fredet og bruges som museets gæstebolig. Bygningen blev opført i 1841 og husede tidligere den gamle proviantbod ”Godthåb Butik” - der var den eneste forretning i byen frem til 1947. Herefter blev der indrettet materielhandel og senere forlagshus i den store bygning. 

B-66

B-66

B-66 er en forholdsvis stor bygning, der er beliggende på Hans Egedesvej 12. Bygningen er bevaringsværdig, og huser i dag museets udstilling Nye mennesker – Thulekulturen samt museets magasin og bibliotek. ”Betonpakhuset” som den også bliver kaldt, blev bygget i 1935-1936 og var den første jernbetonsbygning i Grønland. Den blev udvidet med 12 meter i 1949 i retning mod vejen og kan derfor virke ”indeklemt” i kolonihavnen. Oprindeligt blev bygningen anvendt til oplagring af kul, men i 1981-1982 blev den en del af museet. I den forbindelse blev den desuden beklædt med klinklagte planker og fik det udtryk, den stadig har den dag i dag.  

B-70

B-70

B-70 er en af de mindre bygninger på Hans Egedesvej 25. Bygningen er bevaringsværdig og anvendes i dag af museet som depot. Den blev opført i 1846 og brugt som både bryghus og smedje, hvilket den ene tilbageværende af de to hvide skorstene bevidner. Senere er den også blevet anvendt som bageri. 

B-74

B-74

B-74 er en rustik stenbygning, beliggende på Hans Egedesvej 27. Bygningen er fredet, og danner ramme for museets bødkerudstilling. Bygningen kan føres tilbage til 1907-1908, men blev i 1922 forlænget. Oprindeligt blev den anvendt til opbevaring af petroleum, men efter at byens gamle bødkerværksted brændte i 1949, indrettede man stenbygningen til bødkerværksted, der var i brug helt frem til 1969.

B-81

B-81

B-81 eller det ”Sorte Pakhus” er beliggende på Hans Egedesvej 19. Den er bevaringsværdig og anvendes i dag af museet som magasin. Bygningen blev opført i 1927 til at huse trælast. På pakhusets tag står skrevet ”C 11”, der under 2. Verdenskrig blev indført som luftidentifikationsmærke for Godthåb for at allierede fly bedre kunne navigere, når de fløj over Grønland. 

B-1859

B-1859

B-1859 er en forholdsvis stor bygning, beliggende på Hans Egedesvej 8. Bygningen er bevaringsværdig, og huser i dag museets udstilling Inuits transportmidler. ”Stenpakhuset”, som bygningen også kaldes, opførtes i 1928 og blev oprindeligt anvendt til opbevaring af tørrede og saltede fisk. Navnet ”stenpakhuset” hænger sammen med bygningens smukke murværk, der netop er opført i sten. I 1977-1978 indrettede man bygningen til museumsformål, mens den i perioden 1991-2007 midlertidigt blev anvendt som Landsarkiv. 

B-1860

B-1860

B-1860, i daglig tale det ”Røde Pakhus”, er at finde på Hans Egedesvej 10. Den er bevaringsværdig, og huser i dag museets udstillinger Palæo-inuit og Arktiske bønder – Nordboerne, samt dele af museets magasin. Bygningen blev opført i 1924 og var oprindeligt et fiskepakhus. I 1980-1981 blev bygningen restaureret og indgik herefter som del af museet. 

CloseClose

Søg på Grønlands Nationalmuseum og Arkiv