Kakiuineq

Kvinderne kunne have tatoveringerne i ansigtet, på benene, armene og bagsiden af hånden. Tatoveringerne i ansigtet var oftest udført som stregformede linier eller bånd, som løb fra underlæben med over hagen. Mændenes tatoveringer var mere simple, de fandtes enten i ansigtet eller på armene. De er blevet tolket som fangstmærker symboliserende sjælen fra de store hvaler, som de har dræbt.

Kvinderne fra Qilakitsoq havde stregtatoveringer i panden. Hos en var der streger fra øjet ud mod øret og fire var tatoverede på kinderne. Tre havde tatoverede linjer på hagen. En almindelig opfattelse hos såvel kvinder som mænd var, at tatoveringer bibringer dygtighed til det huslige arbejde og lykke i fangst og muligvis en social status i lokalsamfundet. Fra Alaska kendes en spæklampe af sandsten, hvis underside er formet som en ansigtsmaske med tatoveringer på hage, kind, tinding og pande. Lampen er dateret til omkring 450 e. Kr. Dorsetfolket og Thulefolket  har udvist samme  kunstnerisk skik som med den udformning, som også er fundet på mumier fra Qilakitsoq (1475).

Efter Grønlands kolonisation forsvandt skikken hurtigt i Vestgrønland, formentlig fordi missionærerne fandt tatovering uforenelig med kristen tro. I Østgrønland kendes tatoveringer derimod langt op i tiden, men alligevel er det sparsomt hvad man ved om deres betydning. At de har været meget betydningsfulde for kvinderne fortæller Hans Egede dog ganske tydeligt med ordene: Den, hvis ansigt ej således er borderet, dens hoved, sige de, bliver til en tranbøtte, som skal sættes under lampen, når de kommer i himmelen eller sjælens land. 

Kilde:

Egede, Hans. 1741. Det gamle Grønlands ny Perlustration.

Thalbitzer, William. 1914. The Ammassalik Eskimo, First Part. Medd. om Grønland 39.