Qilaatersorneq

Hvordan praktiseres det i dag

Trommedans og -sang finder i dag sted ved alle former for begivenheder, fra underholdning ved arrangementer og festivaler til åbningen af Inatsisartut og særlige gudstjenester i kirken og helt tilfældigt i byens rum.

Trommen er for alle – uanset alder, køn, social stand eller politisk overbevisning – kan man bruge trommen. Der findes flere foreninger og udøvere der tilbyder undervisning i trommesang og -dans.

Trommedans og -sang bliver både praktiseret i sin traditionelle form og sammen med moderne musikformer, for eksempel jazz, indie og rap. Ydermere er trommen i sig selv blevet et kulturelt symbol for inuit og bliver hyppigt brugt i kunstsammenhænge og som identitetsmarkør.

Trommens opbygning

Rammetrommens udseende varierer regionalt, fra de helt små i Nordgrønland over de mellemstore i Vest- og Østgrønland til de helt store i Nunavut, Canada.

Generelt er trommen en oval eller cirkulær ramme med et håndtag og selve skelettet er lavet af knogle eller træ.

Traditionelt betrak man trommen med en isbjørneblære, men i dag bruges også andre typer skind, blære og endda stof.

Historie og baggrund

Arkæologiske fund af rammefragmenter fra de to Saqqaq-bopladser, Qajaa og Qeqertasussuk, betyder at trommens rytmiske slag har genlydt så tidligt som for 4.500 år.

I historisk tid havde trommesang en markant funktion i samfundet. Den blev brugt til underholdning, åndelige ceremonier, og til at duellere og løse konflikter. I en konfliktsituation havde personen, som holdte trommen i sin hånd, taletid.

Inuits sange, melodier og tekster, inngerutit, blev ofte ledsaget af tromme og trommerytme. Det samme gjaldt dansen, tivaneq. Trommesang brugtes også til at eliminere en eskalerende konflikt, der kunne opstå mellem to personer eller grupper. Under sangduellen, iverneq, blev der sunget, til lejligheden affattede sange, pisit, oftest nidviser, skiftevis mellem duellanterne indtil en af dem måtte give op. Publikums latter var den afgørende faktor i forhold til hvem der vandt duellen.

Gustav Holm iagttog i 1884 i Ammassalik, nu Tasiilaq, at trommen blev brugt under shamanens seancer, i dette tilfælde en ånderejse, ilimmarneq. Shamanen befandt sig inde i huset og blev bundet, så han hverken kunne bruge hænder eller fødder. Trommen med trommestik blev placeret ved siden af ham og blev under seancen benyttet af hjælpeånden Tartok. Under seancen kunne man se trommen hæve sig op mens den spillede og bevægede sig af sig selv rundt omkring shamanens hoved.

Da missionærerne kom til Vestgrønland i det 18. århundrede blev trommedans og -sang forbudt, da den blev anset som hedensk. Traditionen døde langsomt ud i Vestgrønland, men levede videre i Øst- og Nordgrønland, hvor missionen først nåede frem på et langt senere tidspunkt. 

Videreformidling og overlevering

Trommedans har været praktiseret kontinuerligt i Nord- og Østgrønland og flere har arbejdet for at få gjort trommedans almindeligt i Vestgrønland i løbet af de sidste 50 år. Dette er i den grad lykkes og herunder er et udpluk af aktiviteter, der har været med til at sikre trommen som et levende stykke immaterielt kulturarv.

I 1970erne fik trommedansen en renæssance i Vestgrønland gennem den stigende grønlandske kulturkamp, der især foregik i de politiske sommerlejre, Aasiviit.

I 1990erne og 00erne stod Pauline Motzfeldt Lumholt bag flere initiativer om at undervise børn i trommedans og -sang.

I 2012 gennemførte Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu et pilotprojekt, hvor der forsøgsvis blev udpeget to aktører indenfor trommedans og -sang, Leif Immanuelsen og Hivshu Robert Peary II, der skulle fungere som levende kulturbærere. Pilotprojektet resulterede i en turné, hvor aktørerne besøgte i alt 15 institutioner og foreninger i Nuuk, Maniitsoq, Aasiaat, Qasigiannguit og Ilulissat. Under disse besøg videreførte de deres viden omkring trommen, hvordan man bygger den, samt underviste i trommedans og -sang.

I 2014 tilrettelagde trommesangerne Leif Immanuelsen, Anda Poulsen, Varna Nielsen og Ari Poulsen Rasmussen et stort qilaat seminar i kulturhuset Katuaq i Nuuk. Omkring 25 trommesangere og -dansere fra hele Grønland deltog i seminaret, hvor der blandt andet blev diskuteret trommesangens position i samfundet i dag samt rolle i fremtiden.

Fremtiden

Interessen for at bevare og udøve trommedans og -sang nyder bred opbakning fra private, museer, foreninger, skoler og landsorganisationer. Hvert år er der flere udbydere af undervisning i trommedans og -sang.

På det sociale medie Instagram eksisterer et hashtag, #qilaat #qilaut, hvor unge inuit dokumenterer og viser den kulturelle vigtighed og betydning trommekulturen til stadighed har i Arktis.

Udøvere

Trommedans og -sang er for alle, og ønsker man undervisning i hvordan man laver en tromme, hvordan man trommesynger og danser fremfor blot at kaste sig ud i det, underviser flere foreninger og enkeltpersoner – det er blot at kontakte dem. For eksempel:

Leif Immanuelsen

Kristina Boassen

Elisabeth Rosing Petrussen

Nuummi Inngertartut

Sisimiuni Inngertartut

Henvisninger

Grønnow, Bjarne. 2012. De ældste trommer fundet på Grønland. Videnskab.dk: (https://videnskab.dk/kultur-samfund/de-aeldste-trommer-fundet-pa-gronland)

Grønnow, Bjarne. 2012. Inuit drum history longer than realised. Sciencenordic.com: (http://sciencenordic.com/inuit-drum-history-longer-realised)

Hauser, Michael. 2010. TRaditional Inuit Songs from the Thule Area. Museum Tusculanum Press.

Hauser, Michael. 2010. ”The song tradition of the Inughuit” I: Meddelelser om Grønland, vol 36 (1), Man & Society, København

Holm, Gustav. 1972. Konebådsekspeditionen. Rhodos

Jørgensen, Ole. 1979. Eskimoisk trommesang, dans, digtning, livssyn, leg og tegninger. Eskimuut inngerutaat, tivaasaat, pitsiaat, eqqarsaatersuutaat, pinnguaataa titartagaallu. Tuukak teatret.

Jørgensen, Ole. 1981. Sjæl gør dig smuk.

Krebs, Martine Lind. 2018. "Til ære for solen" i: Arnanut Nr. 60, Aasaq 2018 Sommer

Lumholt, Pauline Motzfeldt. 1993. Trommedans og Trommesang. I: Ridser i Guds hud: Essays om spiritualitetsmøder. Vibeke Carmer og Birte Christensen (eds). Kirkernes U-landsoplysning: 93-99.

Lumholt, Pauline Motzfeldt. 2002. Trommedans renser Børnenes Sjæl. I: Djembe Tidskrift 41: 20-21

Petersen, H. C. and Michael Hauser. 2012. Kalaallit inngerutinik atuinerat, Trommesang-traditionen i Grønland, The drum song tradition in Greenland. Nuuk: Forlaget Atuagkat

Petrussen, Amandus. 1982. Inugssuit ingmerutait. Kalâtdlit-nunane nakiterisitsissarfik.

Petrussen, Amandus. 1989. Tunumiit inngiitaat. Atuakkiorfik.

Sørensen, Vivi. 2014. Den grønlandske tromme diskriminerer ikke. Sermitsiaq.ag: (http://sermitsiaq.ag/groenlandske-tromme-diskriminerer-ikke)