Tupilak tupillisarnerlu *Oqaluttuarisaaneq*

Oprindeligt var en tupilak en skabning – oftest beskrevet som et ulykkesbringende væsen.

I de fleste beretninger om tupilakken fortælles det at den blev sat i verden af et menneske, for at dræbe eller skade en modstander.

Væsnet blev skabt ved at kombinere flere dyr – og i nogle egne også menneskedele, for at skabe en ånd der besad egenskaber fra både dyr og mennesker, samt overnaturlige evner. Væsenets udseende afhang af hvilke dele man brugte.

Ifølge nogle beretninger lignede- og opførte tupilakken sig, som et almindeligt dyr, dog med nogle overnaturlige evner: Den kunne skifte udseende og størrelse til et andet dyr, men det afhang af hvilke dyr tupilakken var sammensat af. I andre beretninger var tupilakken et væsen, der lignede flere væsner på én gang og her var menneskedele en meget vigtig del.

I nogle tilfælde kunne tupilakken også være usynlig og den ville skræmme sit offer til døde eller stjæle offerets sjæl. I disse tilfælde omtalte man også nogle gange tupilakken som en indvoldsæder, idet man mente at sjælen boede i indvoldene.

Skabelsen af en tupilak var en farlig og vanskelig affære, som afhang af at man havde tilstrækkelig magisk viden og styrke.

Ved en bestemt rituel fremgangsmåde føjedes de enkelte knogler og ligdele sammen til ét skelet, kun ved brug af tommel- og lillefinger. Ved berøring af andre fingre ville forsøget mislykkes. De enkelte led blev sammenføjet ved åndepustning og jord eller tang blev brugt som muskler. Alt dette puttede man ind i et gammelt skind, som man derefter sang trylleviser over og der ville derefter komme liv i væsenet. Så snart der var liv i tupilakken, skulle den indtage sin første næring, ved at die fra tupilak-skaberens kønsorganer, for kun således kunne den blive stærk nok til at udføre sin gerning. Alt dette skulle foregå et helt afsides sted. Blev man forstyrret under tupilakskabelsen ville ånden ikke blive til.

Hvis det lykkedes at skabe tupilakken, måtte man imidlertid skjule sin identitet, for ikke at forvirre tupilakken og ende som offer for dens kræfter. Derfor måtte man skjule sit ansigt i en anorakhætte eller lignende, under dannelsen af tupilakken. 

Det var på ingen måde ufarligt at udsende tupilakker. Hvis det tiltænkte offer var psykisk stærkt, meget modig eller hvis tupilakkens formål var uretfærdigt, kunne den vende sig mod sin skaber.

Skaberen kunne dog redde sig selv ved at stå offentligt frem og tilstå sine ugerninger for resten af bopladsen. Var tupilakken først offentligt kendt, ophørte den med at eksistere – Til gengæld ville skaberen tabe ansigt, prestige og blive fordømt blandt sine medmennesker. Valgte man at holde det hemmeligt, ville man dog gå sin egen undergang i møde og få en pludselig, men voldsom død.

Ellers ville tupilakken først opløses og forsvinde når den havde dræbt.

Kilde:

Petersen, Robert: The Greenland Tupilak, 1964, Folk. Dansk etnologisk tidsskrift.

Petersen, Robert: Den grønlandske tupilak, 1987, Aarhus kunstmuseums forlag.

Thalbitzer, William: Meddelelser om Grønland 66, København