Om arkæologi
Arkæologien beskriver menneskets historie fra de ældste tider gennem materielle- og immaterielle levn. Arkæologien undersøger også menneskets levevilkår gennem tiderne, dets tilpasning til skiftende naturforhold og dets erhverv, samfundsliv, kunst og religion. Kort sagt, så forsøger arkæologien at forstå alle aspekter af fortidens mennesker. Arkæologiske fund har bevist at Thulekulturen, Dorset-kulturen og Saqqaq-kulturen alle havde hunde med sig under deres migrationer til Grønland. Men Tatiana Feuerborn, der forsker i slædehundes DNA, har påvist at der er 4.500 års slægtskab imellem hundene og at den grønlandske slædehund derfor er en af de hundeældste racer i verden.
Samtidig viser Tatiana’s forskning dog også, at Thule kulturens hunde på andre måder adskilte sig genetisk fra de tidligere hunde i den nordamerikanske Arktis. De var specialiserede og afgørende for Inuit mobilitet og jagtsucces og, dermed, opretholdelsen af de arktiske samfund. Men arkæologiske fund af dele af slæder eller hundeknogler alene er ikke tilstrækkeligt bevis for, at man i fortiden har kørt med hundeslæde. For at kunne identificere en egentlig slædehundekultur, er det nødvendigt at finde tegn på samspillet mellem tre elementer: hunde, slæde og udstyr. Det betyder, at hunde kan have blevet brugt til andre formål, og derfor skal man være varsom med at tolke enkeltfund. Derfor er en helhedsvurdering af følgende tre kategorier nødvendig:
- Slæder – fysiske rester af transportredskaber.
- Hundeudstyr – genstande som sele og styreredskaber, der bruges i forbindelse med slædekørsel.
- Hunde fund, såsom fysiske rester af hundeknogler. Samt fund som hundeafføring, hår, pels eller DNA-spor.
Læs mere om den ældste kendte fund af slæde her.
Traditionelt var hunde er ikke kun nyttige til transport og jagt. Arkæologiske kilder og historiske beretninger fortæller, at kødet blev spist, dog oftest i sulteperioderkrise. Arkæologiske fund indikerer også bæredygtig anvendelse af hundeskind og ben. Pelsen er smuk og varm, hvilket gør den velegnet til beklædning, hvor den fandt anvendelse i bukser, annoraaq, vanter, pelskraver og huer. I dag anvendes den blandt andet til vanter og som en del af Nationaldragten.