Om hundeslæden

Hundeslæder har gennem århundreder været et centralt element i inuitkulturen og spiller en afgørende rolle for mobilitet, transport og kulturel udbredelse siden 1200-tallet.

Slædens konstruktion afspejler en kompleks balance mellem tradition, tilgængelige materialer, lokalt terræn og klima. Disse forhold har ført til tydelige regionale forskelle i udformningen af slæder. Hundeslæden er derfor ikke et statisk redskab, men en fleksibel teknologi, som løbende justeres, ombygges og repareres alt efter behov og funktion.

”Arkæologiske indikationer på hundeslædekørsel, som hundeslædelegetøj og modeller er det muligt at fastslå at Inuit har drevet teknologien i mere end 800 år.”

”De ældste fund af slædedele sammen med hundeknogler er fundet i Sibirien og er omkring 9.000 år gamle. De arkæologiske fund tyder derfor på, at hundeslæde teknologien opstod i Sibirien og spredte sig mod øst til resten af Arktis”.

Slædernes udformning var og er afhængig af om de er til korte eller længere ture, til transport eller til fangst. I Nordgrønland er slæden ofte lange og smalle, ideelle til transport over havis. I Vestgrønland er de ofte kortere og bredere og ofte udstyret med opstander til velegnet til stejlt og ujævnt terræn. Mens i sydlig del af Grønland var hundeslæderne meget sjældnepå grund af det varmere klima og derfor mere sparsomme is- og sneføre. I Østgrønland er slæden generelt mindre, da større snemængder og kortere rejseruter stillede andre krav til konstruktionen.

Konstruktionsmaterialer

Ud over klima og geografiske forhold, kan adgang til byggematerialer bestemme slædernes udformning. Men de fleste steder er drivtømmertraditionelt anvendt til fremstilling af både slæder, kajakker, skindbåde og redskaber frem til 1600-1700-tallet. Herefter fik Inuit øget kontakt til omverdenen og dermed adgang til nye materialer, hvilken påvirkede hvilke materialer brugtes til at bygge slæderne. I nutiden bygges slæder typisk af specifikke træsorter. Slæderne holdes sammen af snore og uden søm ud over til perlaat.

I 1880-1920-erne oplevede samfundet den økonomiske fremgang og udviklingen af handelsstationer medførte en markant stigning af antallet af slæder og brugen af nye konstruktionsmaterialer.

I dag står slædekulturen overfor nye udfordringer. Teknologiske forandringer og udbredelsen af snescooter truer traditionelt slædekørsel og truer med at fortrænge den viden, der gennem generationer er blev knyttet til håndværket og brugen af slædehundespand.