Hunde
Den grønlandske slædehund har en lang historie, der går tilbage til de tidligste inuitiske migrationer fra Nordamerika, som begyndte ca. 2.500 f.v.t. Faktisk er den grønlandske slædehund for nyligt blevet optaget i Rekordbog, som en af de ældste, nulevende hunderacer i verden. Hundene fulgte med Inuit som trækdyr og ledsagere. På den måde er hundene også et spejl af mennesket, når der forskes i kulturernes indvandringer til og omkring Grønland.
Den grønlandske slædehund er den mest kendte, men ikke den eneste hunderace, der har levet i Grønland. Undersøgelser af nyt og forhistoriske DNA fra knogler, pels og diverse genstande, fortæller os således at der har eksisteret flere forskellige variationer af slædehunden og andre hunderacer i landet, siden hunde komme til landet med de første mennesker for ca. 4.500 år siden.
Ilulissat, marts.
Europæiske hunde
Hunde, der ikke er grønlandsk slædehund kaldes i Grønland, for europæiske hunde (oversat direkte fra Qallunaat qimmii). Europæiske hunde er kommet til Grønland med forskellige indvandringer fra Europa: de første ankom sammen med nordboerne fra Island omkring 1.000 e.v.t. Nordboerne ser ud til at have haft tre forskellige hunderacer. Efter nordboerne var forsvundet ca. 1450 e.v.t. kom næste bølge af europæiske hunde med den dansk/norske kolonisation af Grønland fra 1721. Disse hunde ved vi stort set intet om.
I nyere tid er hyrdehunde af forskellige racer kom til Grønland i takt med at fåreavlen voksede frem i Sydgrønland fra 1915. Ligesom som slædehundene i Nord, er hyrdehundene vigtige arbejdsdyr for fåreholderne i Syd. Efter Anden Verdenskrig er tamhunde af forskellig race i stigende grad indført til Grønland, men kun til den sydvestlige del af landet. Et bindeled i den Europæiske hunds historie er blandingsracen “Nuuk hund”, som man tidligere ofte så strejfe frit omkring i de sydligere byer. Med indførsel af flere nye hunderacer og strammere lovgivning, er Nuuk hunden dog blevet mere sjælden.
Generelt ved vi meget lidt om de Europæiske hundes historie og ophav. Derfor er flere forskningsprojekter i gang for at undersøge dette. Hvilke hunderacer findes og hvor kom de fra? Hvad fortæller det om kulturernes indvandring til og spredning i Grønland? Kan vi se om hundene fra forskellige kulturer blandede sig?
Grønlandske slædehunde versus europæiske hunde
Slædehunden er en levende kulturarv og en central del af den traditionelle levevis i det arktiske Grønland. For at beskytte den unikke race og undgå krydsning med europæiske hunderacer er der etableret to specifikke zoner i landet: et slædehundegrænseområde i landet, der strækker sig fra Sisimiut og nordpå, samt hele Østgrønland. Og sydvestlig del, fra Maniitsoq til Narsarmiit, hvor alle andre racer end grønlandske slædehund er tilladt.
Lovgivningen om det såkaldte slædehundedistrikt dateres tilbage til 1907 og beskriver regler for transport ind og ud af distrikterne, samt hvilke tjenestehunde (andre racer), der får særlig tilladelse til at opholde sig i slædehundedistriktet. Læs mere om gældende lovgivningen her.
Før indførelsen af denne lov, havde man slædehunde i hele Grønland. Det viser både arkæologiske fund og historiske dokumenter. Men grundet andre isforhold, var der sikkert ikke så mange slædehunde i Sydvestgrønland og med kolonisationen efter 1721, blev de efterhånden uryddet og erstattet med andre hunderacer. Slædehunde er avlet til andre formål og agerer instinkt på bl.a. husdyr, så de passede ikke ind i de nye økonomiske og boligmæssige forhold under kolonitiden.
Slædehunde i Inuit Nunaat
Slædehunde er oprindeligt udbredt iblandt alle de inuitiske grupper i Arktis. Slæderne var overordnet to forskellige typer: den ’’lave’’ slæde, som også blev brugt til tung last som qajaq og umiaq, som anvendtes af Inuit fra Grønland og Canada, mens den højtopbyggede slæde blev anvendt i Alaska og Sibirien, hvor der var mere kuperet terræn. Du kan læse mere om hundeslæderne her.
Hundenes adfærd og egenskaber spillede en central rolle i udvælgelsen og avlen, såsom lydighed overfor kusken og adfærd sammen med andre hunde. Inuit traditionen indebærer, at slædehunde udvælges på baggrund af deres karakteristika. Det er også vigtigt norm at undgå indavl. Indavl blandt hunde, det vil sige opdræt mellem nært beslægtede dyr, kan øge risikoen for arvelige sygdomme, genetiske defekter og nedsat helbred generelt. Derfor som med andre dyr er det vigtigt at undgå indavl blandt slædehunde, og dette opnås ved at blande forskellige slædehundegrupper gennem bytte eller køb af hunde fra andre ejere. Når antallet af slædehunde er gået tilbage over hele Arktis, skyldes det altså helt andre forhold.
Et eksempel er Canada, hvor den canadiske regerings koloniale administration af Inuit grupper fra 1950’erne førte til, at op imod 20.000 hunde blev aflivet. Den oprindelige canadiske slædehund er i familie med Sibirien Husky og Alaskan Malamut. Men hvor Husky og Malamut er meget udbredt, består bestanden af oprindelige canadiske slædehunde i dag meget få. Aflivningen af hunde var et kulturelt overgreb, som siden er påtalt af bl.a. Qikiqtani Truth Commission (QTC) og som førte til en officiel undskyldning fra den canadiske region. Regeringen undersøger desuden muligheden for at bringe slædehunde fra Grønland til Canada for at genoplive traditionen.
I Nunavik Canada er der traditionelt hundeslæde væddeløb, Ivakkak, som blev oprettet i 2000 og afholdes årligt i februar-marts. Afstanden er på 442 km som skal gennemføres inden for én uge. Ræset starter i Umiujaq til Puvirnituq (nordlige Quebec). Dette løb er en vigtig kulturel begivenhed, der lægger stor vægt på ansvarlig slædekørsel, fejring og bevaring af inuitiske traditioner og viden om slædehundekulturen.
Læs undskyldningen her.
Læs mere om QIA her.
Læs mere om Ivakkak her.