Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu
Grønlands Nationalmuseum & Arkiv

Tips og gode råd

Her på siden kan du finde den korte vejledning i slægtsforskning. Du kan også finde det ”gotiske alfabet” eller blive henvist til ”Statens Arkivers e-learning” kursus i læsning af gotisk skrift. 

 

Slægtsforskning

Når man skal forske i sin slægt, skal man have nogle oplysninger til at begynde med. Det er nødvendigt at kende fødselsdato og fødested på en af sine forældre eller bedsteforældre, der er så gammel, at kirkebogen er afleveret til Grønlands Nationalarkiv.

Kirkebøgerne er det bedste sted at begynde, når man skal videre med slægtsforskningen. Det første man gør, er at kontrollere de oplysninger, man har fået. Dels kan der være fejl i årstallene, således at en fødsel eller vielse er sket et eller to år tidligere eller senere, dels er det nødvendigt at få samtlige navne på forfædrene med, når man skal arbejde videre.

Derefter prøver man at gå længere tilbage. Ved fødslen står forældrenes navne. Hvis forældrene er gift, er det lettest, hvis man først finder deres ægteskab. For her vil der ofte stå, hvor gamle ægtefællerne er, og i mange tilfælde også hvem de er søn/datter af.

Derefter regner man ud, hvornår disse personer er født og prøver så at finde deres fødsel i kirkebogen. Når det er gjort, prøver man at finde deres forældre gennem vielse og derefter fødsel.

Hvis forældrene ikke er gift, må man prøve at finde moderens og den udlagte barnefaders fødsel gennem kirkebogen.

 

EKSEMPEL:

5. november 1886 blev Karl Niels Josef Jørgensen født ved Sukkertoppen af forældre J. K. Johannes Mikael Jørgensen og hustru Hanne Malene Else Julia.

Der står ikke noget om forældrenes alder eller om moderens efternavn. Under VIELSER finder man 1879, at 24. juni blev enkemand Jens Kristen Johannes Mikael Jørgensen, søn af kok Karl Abraham Jakob Jørgensen, født d. 13. november 1850, bosat Sukkertoppen, gift med Hanne Malene Else Julia, datter af Josva Samuel Hansen, født 14. marts 1859, bosat Sukkertoppen. Dermed er det let at gå tilbage og finde deres fødsel og se, at hans mor hed Lise Mariane, og hendes mor hed Dine Frederikke Debora Maria.


Ordliste

Copulerede er viede.

Communicanter er nadvergæster.

Cathecumen er personer, der går til dåbsundervisning.

Blandinger er personer med mindst én europæisk forfader. Ved navne står tit enten grl. (grønlænder) eller bl. (blanding).

 

Søg på NKA