Bevaringsværdige huse

Ud over de fredede bygninger udgør de bevaringsværdige bygninger en væsentlig del af den grønlandske kulturarv. De bevaringsværdige bygninger fortæller på samme måde om byggeskik, arkitektur og kulturhistorie, men på et regionalt eller lokalt plan. Forskellen på fredede bygninger og bevaringsværdige bygninger er, at de fredede bygninger har særlige arkitektoniske eller kulturhistoriske kvaliteter af national betydning, mens de bevaringsværdige bygninger har regional eller lokal betydning.  

Hvem har ansvaret?

Alle forhold vedrørende bevaringsværdige bygninger og områder reguleres af Naalakkersuisut efter forudgående forhandling med Kommunalbestyrelsen. 

Bevaringsværdige bygninger er udpeget i kommuneplanen eller i en bevarende lokalplan, og det er kommunalbestyrelsens opgave at sikre, at bevaringsinteresserne bliver indarbejdet i kommuneplanerne og at sikre, at disse fortsat har en bevaringsværdi. Der bliver set på den arkitektoniske værdi, der handler om bygningens proportionering, facaderytme og arkitektoniske karaktertræk og detaljering. Der kan også være tale om samspillet mellem form, funktion og materialevalg. Det kan være, at bygningens form bærer tydelige spor om bygningens tidligere anvendelse. Desuden har det en stor betydning, hvordan bevaringsværdien indgår i den omliggende kulturmiljømæssige helhed og ikke mindst bygningens eller områdets kulturhistoriske værdi, som fortæller om bygningen eller området har karakteristiske træk, som har en særlig konstruktion eller materialeholdning for en bestemt tidsperiode. Det betyder, det der kan opleves eller ses fysisk på bygningen. Det kan være brug af lokale sten i en bestemt tidsperiode og som tegner et spor af stedets udvikling m.m. 

Baggrund

Udtrykket ”bevaringsværdig bygning” findes ikke i Fredningsloven. I begyndelsen af 1980’erne lavede Grønlands Nationalmuseum en liste over interessante historiske huse, som var ældre end 1925. En del af disse huse blev senere fredede. 

I 1990 udgav Grønlands Hjemmestyre/Økonomidirektoratet et gult hæfte for hver kommune med ”Bevaringsværdige bygninger og bydele”. Kommunerne brugte disse hæfter som inspiration ved byplanlægningen. De fleste bygninger blev inddraget i lokalplanerne og betegnet som bevaringsværdige, og samtidig fik mange bydele en lokalplan, der bevarer særlige træk i bydelen. I disse lokalplaner er der ofte en klassifikation af de bevaringsværdige bygninger, hvor det anføres, hvad ejeren må gøre ved bygningerne.