Oprettelse af materialedepoter
I mange byer og bygder findes der en del faldefærdige bygninger, hver med materiale som kan genbruges. Det er en god idé at opsamle materialerne i depoter til fremtidig brug.
I fremtiden bør man oprette materialedepoter i hver by/bygd, hvor man kan hente/købe brugte bygningsmaterialer til vedligeholdelse og reparationer af den gamle bygningskultur.
Depoterne kan enten placeres tæt ved det lokale museum eller i museumsbygningerne eller ved de kommunale anlægspladser.
Tradition
I gamle dage var det ikke ualmindeligt at flytte en bygning til et andet geografisk sted eller til en anden by. Bygningerne besidder en stor værdi både i form at gode træ- og materialekvaliteter som ikke findes i dag og i form af kulturhistorien eller bygningens originalitet. En stor del af hovedkonstruktionerne på en bygning er nummeret, idet man før afsendelse fra Norge eller Danmark samlede bygningen, nummererede konstruktionsdelene med romertal og derefter skilte bygningen ad igen og transporterede bygningsdelene til Grønland. Man kan stadig se romertallene på stolpe eller spærkonstruktioner, hvis man kikker godt efter, især hvis man har adgang til loftrum i de gamle bygninger.
I mange byer og bygder har man en del gamle bygninger der i dag har mistet anvendelse og står hen uden funktion. Disse kunne med fordel enten flyttes til andre steder, genopføres og få en renæssance, eller man kunne nænsomt nedtage dem og genanvende bygningsdele til restaurering af andre kulturhistoriske bygninger i landet.